Mellem jul og nytår tog vi på en lille campingtur, hvor vi var ved stranden i 3 dage i Kiama, og derefter kørte vi ind til The Snowy Mountains (Mt. Kosiozusko Nat. Park) og regnede med at vi ville få lidt køligere temperaturer! Det var højst usædvanligt 30 grader i bjergene (og der var millioner af fluer), så alle vores fine planner om et par vandreturer opgav vi. Vi kørte rundt i national parken i stedet for og camperede et nyt sted hver nat. Der var masser af vand i floderne, så der blev boogie boardet ned af de små fald, Carl fiskede, farmand formåede at miste sin ene klip klap..., men måtte opgive at finde den, da strømmen i vandet var for voldsom.
Carl prøvede kræfter med en 5 dages lejrtur, hvor der blev kørt på BMX-cykler, abseiling, paint war og læst bibelvers! Bortset fra en enkelt kammerat var han afsted sammen med 80 andre børn han ikke kendte, og han synes det var en rigtig sjov uge. Carl fik et Warhammer-sæt i julegave, så han maler de fine små krigsfigurerer og bruger mange timer oppe i Warhammer-butikken på at spille mod de andre drenge.
Børnene har haft sommerferie siden 21. december, så vi drog afsted på 2 ugers sommerferie i slutningen af januar. Det har regnet rigtig meget det sidste stykke tid, så det var vejrudsigten, der egentlig bestemte, hvor campingturen skulle gå hen. Vi kørte op langs østkysten og var i Byron Bay et par dage, derefter en tur ind i Lammington Nat. Park, hvor der var meget mudret og meget vådt! Vi tog afsted 1 dag før planlagt, fordi vi bare ikke synes, at det var sjovt at campere i sillende regn og satte vores lid til at Sunshine Coast (lige nord for Brisbane) ville have noget sol. Vejret var med os, og vi havde nogle fine badedage ved Coolum Beach. Gustav fejrede sin fødselsdag ved Coffs Harbour, hvor vi overnattede på nok den dyreste campingplads nogen sinde (dkk 480 per nat - fuldstændig sindsygt!), men de havde dog en masse fine aktiviteter for børn, så hans ønske var at blive på campingpladsen og bade, fiske små insekter og se film på storskærm, mens han spiste Coco Pops. I Coffs Harbour besøgte vi et delfin og sælarium, hvor man kunne komme rigtig tæt på dyrene. Man kunne simpelthen stå med hænderne ned i bassinet og røre ved delfinerne, som svømmede rundt langs kanten af bassinet. Delfinerne uddelte også kys på kinden, og det var noget af en speciel oplevelse.
Nu er hverdagen startet igen og børnene er nu rykkede op i deres nye klasser; Carl i 5. klasse, Gustav i 2. klasse og Katrine er startet i preschool et par dage om ugen.