Efter at vi er kommet hjem fra sommerferie i Danmark er alle børnene - specielt Katrine begyndt at tale meget mere dansk herhjemme. Katrine er gået fra at snakke 80% engelsk til 80% dansk, så det er jo noget af en ændring. Vi var en overgang ved at fortvivle lidt over hendes manglende danskkundskaber. Katrine og hendes chauffør deltager nu også i Den Danske Kirkes legestue en gang om måneden, så hun også får styr på Bjørnen sover, Jeg gik mig over sø og land og andre danske sanglege til hun engang skal i dansk børnehave.
City to surf - Carl og Kristen klarede de 14 km flot fra Sydney centrum til Bondi beach på 100 minutter og 27 sekunder og med en placering som nr. 20.201 ud af 60.000 løbere, så det er pænt gået for en 10-årig og en halvgammel far. De overlevede begge løbeturen, men Kristen mener dog, at dette var sidste år han kan løbe fra Carl!
Gustav er 6 1/2 år nu og halvvejs gennem 1. klasse og er rigtig glad for skolen og har nogle gode kammerater. Gustav har store udfordringer med fin- og grovmotorik samt koncentration. Vi har længe (siden han var 1 1/2 år) ikke kunne finde ud af, hvorfor hans motorik og balance var så dårlig, men nu har vi igen været igennem en masse tests igen, og de har langt om længe fundet ud af, at han har det man kalder "sensory processing disorder", dvs. hans hjerne har svært ved at bearbejde de sanseindtryk (føle, høre, se osv.) som han får. Det betyder, at helt almindelig ting som at gå, bevæge lemmerne (uden at banke ind i noget), slappe af, blive rørt ved, kigge på, skrive, koncentrere sig osv. er meget svære. Han får hjælp af en "occupational therapist" 1 gang om ugen, og vi laver 117 øvelser med ham morgen, eftermiddag og aften. Det er hårdt, men vi kan se at det hjælper ham, og det er efter sigende den eneste "medicin" der virker. http://www.sensory-processing-disorder.com/